søndag, januar 25, 2009

Hjul, hjul, hjul, hjul....



I Ledøje spillebule en kvinde sad
og læsked sig med skummet fra en fad

Hun spilled på automaten
og faldt ned fra ondulaten

da gevinsten pludselig højlydt gjalded
- det var dog kun 10'øren, der var faldet

Poeten og Lillemor



Det er godt nok noget af en slange, Erling....

Jo, jo....

Mødested: Jordan Rundt kl. 10. Mikkel, Chrissie von Bülow, Erlingo, Vesterløkke og Rosso.
Ad strandvej til Vedbæk - Museuwerne - Isterød- Birkerød - Farum- Værløse - Jonstrup - Smørumovre - Ledøje - kaffe, bøf med spejlæg - snegle(fart) - hjem ad Ballerup Boulevard - sfsked ved Tybjærgvej. 77 på redaktørens. 1 punktering med efterfølgende siver, da javertus ej var fundet i første vred.
Højt humør. Høj moral. Fællessang udenfor Sisse på teksten: ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha fra Erlings Barndom før han kom i Bror Kalles Kapel.
Men det er en helt anden historie

onsdag, januar 21, 2009

Alt har sin tid


I søndags tog jeg en solotur ud over vestegnen. Roskildevej, Sengeløse op ad Ågesvej og ned til højre ved planteskolen af Ole Rømers yndlingsvejstykke på Tostholmvej efter Sengeløse - ned over Vasby Å - og flere gange over Hove å, over Smørumovre og ned til Sisse til kaffe og bøf med spejlæg og løg.
Jeg red ud i rykvind ad Roskildevej. Ved Rømers yndlingsstykke kom vinden op i snuden. Men alligevel et smil til iPhonen (billede) - for dette var en særlig tur.
Vandbæreren er gået sin sidste tur til brønden.
Lidt falsk har bladet en adresse, der antyder, at Team Sabines eksisterer.
Men holdet kørte kun een officiel tur i 2008 - nytårsturen på årets sidste dag.
Og nu er der oprettet en vandbærerklon på Sabi-pensionisternes hjemmeside.

Ja, alting har sin tid. Og Danmarks første cykelblog, som snart ville runde 5 år,
har haft sin. Jeg tror, vi har halvanden læser tilbage. Og en minister, en
postmester, en kreditmand og en skoleinspektør, når der skrives rundt.

Dette er på sin vis en diskret læserundersøgelse. Under et vist antal reaktioner,
så lister vi hjem ad Rømers Yndlingsvej.
Tar sidevinden.

Og siger tak til alle de medvirkende på flere hundrede
indlæg.

I er skønne.
Og I er dejlige at cykle med....

.... når I kører.

Tak for nogle dejlige år

Editore Rosso
og redaktionen

søndag, januar 11, 2009

2. søndag i januar 2009



Den hårde kerne var naturligvis på landevejen søndag på en Sisse Contemporated.
På nederste billede Vesterløkke, Rosso, Kenneth, Miguel og Henrik Nykredit - bænket ved stambordet til en lille, beskeden kop. 57 km fra Sølvgade retur. Ring IV-Hareskovby-Værløse langs flyvestation-Ledøje-Roskildevej-hjem.
Der var godt gas i pedalerne, da kaptajnen lagde udgangstempoet og der blev brændt igennem inden snakken over Sisses kaffe om screendumps, printere, fordele ulemper ved PC/Mac og den imponerende perlerække af interessante ledere i visse danske virksomheder. Ingen nævnt. Ingen glemt. Det var naturligvis en overordnet, analytisk debat, inden cyklerne blev vendt og stævnede tilbage mod hovedstaden.
Salt på vejene og frost i svingene. Men humøret højt.

søndag, januar 04, 2009

I vinterdørken


Efter knap 50.000 km de seneste 7 sæsoner måtte det ske, editore røg i dørken. Kendere kender svinget - fra Skovdiget ind ad Gl. hareskovvej op mod Hareskovby.
Kæden hoppede af lige da jeg trådte til på den lille bakke efter svinget, mistede balancen. Og ned i skidtet.
Hul på knæet på et par Assos - hjelmen rørte asfalten, skulderen tog fra. Og to kammerater, som bekymrede kiggede bagud. Jørgen HK og henrik Nykredit. (heldigvis lå styrteren bagest!!)
"Der er ikke sket noget" bedyrede editore
- Nej, der røg vist bare et par vinterbukser til 1.600 kr., sagde H.K. tørt.
Og så fuld fart på mod Sisses - og den ventende rytterbøf med kakao til HK.
Det var fandens koldt. minus 2,6 i gennemsnit. Toptemp. minus 2, ifølge Garmin.
53 i bogen. Årets anden tur.

lørdag, januar 03, 2009

fredag, januar 02, 2009

Årets første tur


Årets første tur - Nytårsdag - blev en kold eftermiddags omgang Op over Lyngby, Trørød, med fortsæt om at køre slotsbakken, men ved Raadvad søgte jeg gennem Dyrehaven ud mod kysten for at korte turen af. Det rev i hænder og mave.
2008 blev et dejligt år med Brian Holms Cykelskole i Berlingeren. EWn skøn tur til Piemonte første uge af maj - 7 mand høj. 
Endnu en tur med Rynkebyholdet til Paris fra Ringe. Og kort herefter en spændende sidste etape af Post Danmark Rundt, hvor vi kørte fra Slagelse, en time før feltet. Et kuperet terræn i høj fart, må jeg sige. Men fantastisk at køre ind på opløbsstrækningen på Frederiksberg 2 gange og ramme målstregen.
2008 Pers. odo: 7.229

Sabines Julefrokost


Den 21. december holdt  Sabines Cafeteria sin årlige julefrokost: Adgangskrav: Man skal være over 75, have holdt Politiken i mindst 35 år, og gerne have skrevet et par radikale ord i den.
På øverste billede ses initiativtager og tovholder Lars Götsche, chefarkitekt for park og vej samt opsatser ved fodgængerovergange. Og billedet viser jo tydeligt, at Götsche så dobbelt allerede tidligt under frokosten.
På Sorthvidbilledet er det direktøren for Team Sabines - de cyklende djævle, redaktør Ifferman,  (Hellere dug på bordet - en på brillerne ude på cyklen) i analytisk samtale med jazzskribent Børger Thøgersen.
De var rørende enige om, at jazzen har mistet farve og konsistens, siden man begyndte at stille mikrofoner op på scenerne og komprimere lyden ud gennem højttalere.
- Det gjorde Papa Bue jo aldrig i samle dage på Vingaarden, da en pilsner kostede 2,25, sagde Tøgersen.
- Ja, nu har man jo end ikke 25-øren længere, replicerede If snabt.

Men det var en skøn dag med det varme, det lune og det kolde køkken. Og tre slags snaps og humørfyldte værter.

Og med gode indlæg fra Radiopsykologen, tangodanseren tage-tage og den fordums Thisted Bryghus-korrespondent Steensgaard, Jørn E. Larsen (Jackie) og blad-abonnements-tegneren. 
 
Der var desuden unik musikalsk optræden ved den svenske koncertmester med hunden og bue og pil samt cockles-and-musles sangerinden fra kvarteret. (Desværre er koncertmesterens hund ikke en cocker...)

- Jo, det kan nok være, folk stimlede til Sabines og trykkede næserne flade op ad ruden for at se de voksne more sig.
Og man ved jo aldrig, hvad der sker i Mens.....

(Papa Bues rigtige navn er redaktionen bekendt)