Vandbærerbladet dyrker jo også erhvervsstoffet - i den evige jagt på sponsorer. I dag er vi på besøg hos Michael Schæffer med det skønne galleri midt i byen.
Goddag, Michael.
'- Goddag
Tak, fordi vi måtte komme ind. Og tak som byder en Martini Rosso. Utrolig velvalgt, jr. Sig mig indledningsvist: Har galleriet et motto?
- Ja, det er vel:
Intet skrammel kan blive for gammel'. Vi køber jo alt: Fra dødsboer, skilsmisser, børn, der flytter hjemmefra, folk, der skal på plejehjem og så videre. Og så har jeg jo speciale i sydsjællandske landbrug, hvor jeg har hentet mange af de populære misbænke og TalleRken-rækker. Den, jeg sælger under logoet TalR.
- Hvem er kunderne?
- Det er jo lidt de samme. Folk, der flytter sammen igen og får brug for flere ting. Folk, der ikke vil være på plejehjem. Unge, der flytter hjem igen. Men selvfølgelig, ikke mange dødsboer, der bliver købt tilbage af de gamle ejere, det skal være indrømmet. Men så tjener vi jo to gange på de samme mennesker. Og det har altid været mit mål, privat som forretningsmæssigt:
Een gang er godt, men slet ikke nok!- Du har også udgivet dagbøger fra Per Kirkeby?
- Nej, det må være en misforståelse. Jeg har udgivet: "Dagbog fra en ældre dansk Kirkegård" Men det er jo noget andet. Men jeg kommer til at løbe...
- Midt under et interview med den frie cykelpresse?
- Ja, min kone Frede Rikke har lavet en dosmerseddel med 32 punkter, som jeg skal lave, før jeg må komme til udlandet igen.
- Som for eksempel?- Jeg skal rive grus i koloen. Skifte pakning på en vandhane. Og finde et par sønderjyske tøfler?
- Hvad skal det sidste bruges til?- dem skal jeg under, siger hun, hvad hun så end mener med det. Det må jeg se at finde ud af ved lejlighed.
Men mojn, jeg løber. Eller rettere vi er jo i mit galleri, så du løber.
Mojn, mojn til Misse....
