Home sweet home
Jeg er en fri mand og kan cykle hvor jeg vil og tænke mit – men jeg kan også lade være og la impulserne komme og drømmene drive med trafikken i Sundbyvester ...
Af Bjarne Reuter, forfatter (Kronik i Politiken)
Jeg ruller cyklen ud af skuret, tjekker trykket i dækkene, indstiller computeren og begiver mig ud på dagens etape, som går fra Fuglevad til Kongelunden. Fornøjelsen ved at cykle har intet med benene at gøre, gevinsten afhentes successivt oppe i hovedet, som gennemgår en vederkvægende renselsesproces alt som landevejen ruller bort under en.Det minder lidt om virkelighedsflugt, men har mere karakter af en spirituel kattelem. Fænomenet er mig bekendt ikke beskrevet tidligere hverken i faglitteraturen angående motion eller i psykoanalysen vedrørende tvangstanker, så jeg vil ikke afvise, at jeg står alene med den iscenesatte hjernevask, som ligger i kølvandet på 45 kilometer på den tohjulede. Jeg vil derfor forsøge at beskrive, hvordan det foregår.Jeg ruller frabopælen nord for Kgs. Lyngby med kurs mod Buddinge, altså stik syd og vejret er godt, skønt det skal understreges, at vejret intet har med oplevelsen at gøre. Det kan for min skyld stå ned i stænger, men det gør det ikke på denne onsdag, som lader til at blive en af disse sjældne stunder, hvor verden hviler i sig selv, og hvor racercyklen afviser alle de glasskår, som vidner om et folk, der trods alt har råd til at gå i druk. Man pedalerer derfor glad og sjældent sorgløs videre, da man ved trafikpladsen i Gladsaxe får øje på en skikkelse, som man genkender som Marianne Jelved.Hun står ret op og ned ved busstoppestedet og venter på linje et eller andet.Jeg genkender hende på håndtasken og det let krusede smil, som minimalister og folk med hang til masochisme forveksler med charme. Det gibber selvsagt i mig, nu havde man lige glædet sig til at cykle i fred og ro, men minuttet efter ruller bussen bort med den forhenværende partileder, som forsvinder i retning mod Herlev. Opmuntret ved synet rejser jeg mig i pedalerne og drøner ned mod krydset i Frederikssundsvejen, hvor hele holdet fra morgen-tv er linet op. Jeg kan se de velkendte sofaer, hvor folk med diverse lidelser lige fra nedgroede negle til ondartet arp sidder side om side med den samspilsramte nu tørlagte stand-upper, som er fast inventar i den kollektive brokketime lissom Villy Søvndal, Don Øf og den allestedsnærværende, nonstoptalende gryde og pandeartist, som er i gang med at tilberede svensk polkasuppe med hvide asparges – det hele ligner en genudsendelse, men tilhører egentlig en båndsløjfe, et dagligt refrain om glemsel, ligegyldighed, smalltalk, tidsspilde og fastfood, og det tynger normalt min gang på jorden, men allerede ved indkørslen til Rødovre Kommune er det hele lykkelig glemt. Forestil Dem, at man ved at køre femten kilometer på cykel kan vinke farvel til så meget på en gang. Jeg klapper min tohjulede i slet skjult taknemmelighed, for nu har man kørt sig varm, og mærker allerede den friske luft i øregangene, renselsesritualet er i fuld gang, og således forestiller jeg mig hjernekassen tage form som Statoils fuldautomatiske bilvask, hvor der spules og poleres, skylles efter og føntørres, så det er en fryd.Det går over stok og sten forbi Rødovre Centret, hvor der altid er udsalg og hvor myriader af mennesker slæber bort med fladskærme, hoppepuder og hjørnesofaer til spotpris – jeg tænker, at det hele nok er tænkt som en slags kunstigt sødemiddel til et folk, der har indstillet sig på et liv i lediggang.Her overhales jeg af en pluskæbet mand med et sorgfuldt udtryk lidt i stil med mavekneb, han passerer mig med et indeklemt ’undskyld’. Først nu genkender jeg Bjarne Riis, manden fra Tivoli, Ørnen fra Herning alias løgnhalsen fra CSC, som har slået følge med Bo Hamburger og Jesper Skibby, sidstnævntes tohjulede er forsynet med en reklame for hans seneste bog ’Forstår mig ret’, hvori den muntre mand malker sit misbrug for den sidste dråbe. Jeg kigger forgæves efter Rolf Sørensen, men han har ikke tid til at undskylde for noget som helst, det skulle da lige være hans ublu gennemgang af hans egen karriere, som han oven i købet har lagt ind over Tour de France-transmissionerne. Ak ja. Riis ser sig en sidste gang tilbage, og det skulle han måske aldrig have gjort, udtrykket i de angrende øjne er imidlertid ikke til at tage fejl af, han appellerer til et eller andet dybt inde i mig, som jeg oprigtig talt ikke er så stolt af, så jeg skynder mig at dreje af og glæder mig over, at borte har taget dette miserable felt, thi jeg ville aldrig købe en ringeklokke af nogle af disse fyre, hvis deroute ærlig talt rager mig en papand, skønt jeg elsker etapeløb og derfor synes, at deres forbrydelse har ramt mig særlig hårdt.Lettelsen over at se ham og de andre svindlere forsvinde ud i det blå, er svær at beskrive, men den giver mig lidt luft under vingerne.Således fri for flere mørke tanker, hjuler jeg ud ad Hvidovrevej, hvor jeg til min udelte overraskelse må vælge en omvej, eftersom det meste af kommunen er spærret af. Længere fremme kan jeg se de blå blink fra ordensmagten og et utal af sendevogne fra DR og TV 2. Over mig kan jeg høre lyden fra en helikopter, som tilhører TV 2 News, og lyden minder mig om min barndoms konservesfabrik, som også kørte i døgndrift, og som TV 2 News også producerede dåsemad. Jeg frygter, at der er udbrudt borgerkrig, at Naser Khader har indtaget Statsministeriet, Flakfortet og Dyrehavsbakken assisteret af Don Øf, Bubber og Hans Otto Bisgaard, nu hvor han er blevet for gammel til at trykke sig af på blokvognene. Stor er min lettelse, da jeg erfarer, at postyret skyldes prinsesse Mary, som er i færd med at prøve seks hundrede par flade sko i den lokale skobutik. Hele sendefladen er derfor ryddet, og alt fra Avedøre Havnevej til Vigerslev Allé er afspærret. Jeg erfarer senere at adskillige daginstitutioner er lukkede og at alt disponibelt mandskab er sat ind fra såvel hjemmeværnet som det frivillige lottekorps samt at Hvidovre Hospital kører på nødblus, da personalet har fået fri for at vinke med dannebrogsflag på Hvidovrevejs ulige side, mens EGV anført af Grete Sønck yder deres på siden med de lige husnumre. Det gælder med andre ord om at komme væk i en fart, så jeg speeder op og når lettere rystet, men dog helskindet frem til Gammel Køge Landevej, hvor trafikken afvikles forholdsvis normalt og uden synlig påvirkning af det royale skoindkøb.Således befriet for denne verdens royale idioti knokler jeg ud ad Avedøre Havnevej, hvor jeg fortærer en banan og et æble, idet jeg glæder mig over den friske brise fra Kalveboderne. Snart har jeg passeret vandet og ruller ind på Fælleden med kurs mod Pinseskoven, hvor jeg får øje på en stor gruppe mennesker, som har forsamlet sig omkring en midaldrende kvinde i lyserød spadseredragt. Jeg tænker, at det nok er en firmaskovtur, da jeg genkender Pia Kjærsgaards vrimpne stemme, som slår ud over Fælleden som lyden fra en ærtebøsse. Problemet er at vejene herude er afmærkede, man kan ikke bare gøre en afstikker, man er derfor nødt til at følge stisystemet, og skønt jeg gerne vil overtræde såvel Loven vedr. Parker og Anlæg, cirkulæret ang. offentlige stier samt færdselsloven i almindelighed, så er der ingen vej udenom, og da jeg passerer de forsamlede mennesker, begynder man at synge en hymne om en ung blond pige anført af Søren Krarups halvkvalte tenor. Lyden fra de mange fortrinsvis gamle mennesker driver som røgen fra brændt gummi ned mod Kongelunden, men er gudskelov løjet af, da jeg lettere svedig gør et holdt ved Hejresøen, hvor jeg åbner posen med kirsebær. Kilometerne mærkes nu i lårmusklerne, men lettelsen over at være kommet væk fra Krarup og fællessangen får en lærke til at lette i mit bryst, så jeg drikker frimodigt af vanddunken, sadler op og kører ind i Kongelunden med kurs mod Kringlekjær, idet mit hoved for hver omdrejning føles stadig lettere og lettere. Skoven er jo forholdsvis frisk, min kone er ung og smuk og mine skolesøgende børn har en ren straffeattest. Jeg er med andre ord en fri mand og kan cykle hvor jeg vil og tænke mit, men jeg kan også lade være og la impulserne komme og drømmene drive med trafikken i Sundbyvester.Jeg har ikke forstand på byplanlægning, men der er vitterlig mange kvarterer, hvor folket burde opføre buster af hovedløse mænd og kvinder fra borgerrepræsentationen.Det går nu med 30 km/t. ind mod centrum, hvor tårne og spir knejser som altid og synet fylder mig trods alt med stolthed over min by. Jeg drøner forbi Christiania, som skal jævnes med jorden, så korrupte ejendomsmæglere kan sælge flere helt ens ejerlejligheder med dertil indrettede parkeringskældre, hvor dem som ingen bil har kan kompensere for godernes ulige fordeling ved at stikke hinanden ned med kniv.Jeg har altid en gammel foldekniv i lommen, hvorfor ved jeg ikke, men ved læsning af dagens aviser har jeg erfaret, at netop kniven har fået en slags renæssance blandt mennesker. Ikke mindst i provinsen, som af samme grund affolkes i foruroligende grad.Jeg lægger skidtet bag mig og ruller forbi Ørstedsparken, hvor de har rejst en statue af Klaus Bondam iført hvide ankelsokker og spenderebukser, det går rask til venstre ad Dronning Louises Bro, ned ad den spraglede Nørrebrogade, hvor halvdelen af beboerne går med burka og resten med hætte, man kører som en nøgen blandt formummede, langt de fleste er arbejdsløse unge mænd med anden etnisk baggrund, som har administreret deres bistandshjælp så forstandigt, at de kan slå tiden ihjel i store skinnende Audier og parkere hvor de vil, gerne på fortovet, for sådan ter man sig, når man ikke føler, man er velkommen selv om man har boet her i fem generationer. Vi cyklister må således køre slalom mellem de store biler og et kort øjeblik kan man godt sætte sig ind i, hvordan det må være at leve i et parallelsamfund. Med følelsen af at være godt og grundigt marginaliseret ruller man videre og ser dem alle sammen dér hvor man helst vil se dem, nemlig i bakspejlet: sortbørshajerne, de samspilsramte, de småkriminelle, de storkriminelle, misbrugerne og de udsigtsløse – alle de unavngivne ofre for velfærdsstatens ulidelige favntag.Snart er jeg på Frederiksberg, hvor man lever af café au lait og frisk kildevand og sammenligner sine nye tatoveringer med dem, man har set i livsstilsmagasinerne.Jeg er en hund efter C.F. Richs Vej og de små lønlige stier, som forbinder de velstillede kvarterer med hinanden. Skal man endelig have hjernen skudt ud, må det godt ske i disse i sig selv hvilende omgivelser, og bedst vil det være, om det kan ske på Dalgas Boulevard, hvor jeg som attenårig lærte at lave baglæns parkeringer af en døddrukken kørelærer.Vel fremme på Godthåbsvej føles hjernen vasket og tørretumblet. Nogle vil måske sige skrumpet.Det går mod Bellahøj, hvor udsigten over hovedstaden er aldeles frapperende. Nu ind mod Vangede, forbi Ikea, hvor udsalget er i fuld gang, og hvor myriader af mennesker slæber bort med fladskærme, hoppepuder og hjørnesofaer til spotpris.Jeg krydser motorvejen, hvor halvdelen af Polens befolkning er i færd med at gøre vejnettet bredere, herfra kan man se over i Gentofte Kommune, som har bygget nogle ejendomme, der bestemt ikke ligner resten af kommunen, men som er beregnet til alverdens flygtninge, som kan fordrive ventetiden med at tælle biler, hvis de ikke kradser af i bilosen.Det føles godt at vende den slags ryggen.Nu er der ikke langt til hjemmet bag Frilandsmuseet, hvor der altid lugter af ged og vådt brænde. Jeg tænker kortvarigt på min barndoms villakvarter, hvor lyden fra Svend Nicolaisens orkester faldt tungt fra altanerne. Ak ja, lyden af søndag eftermiddag. Som at se ’Matador’ i slowmotion.Min røde Schrødercykel sættes ind i skuret.Jeg står et øjeblik i halvmørket og snuser til den evige lugt af råddent græs og gammel spildolie, som altid hænger på dette sted.Åbner døren til det fri, tager en dyb indånding og lader tankerne kredse om begrebet marineret sild med dild, da jeg hører min kone sige, at præsident Bush vil gå ind i Iran, at renovationsarbejderne strejker i Århus, at grundvandet er forurenet i Kongelunden og at kronprinsesse Mary har forgyldt dagen for tusindvis af taknemmelige undersåtter i Hvidovre.Home sweet home.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar