torsdag, maj 19, 2005

Flot Skjoldnæs med rulleskift


2. pinsedag skulle motionsløbet Skjoldenæsholmløbet køres af Team Sabines U-41-afdeling (også nyligt kaldet/ bespottet som banerytterne Heino-drengene).
Det blev et svækket hold som stillede op idet Mikkel havde ligget i sengen ugen op til og ikke var blevet frisk.
På plads var dog Nic og Jay, som i ugen op til havde pint hinanden på de nordsjællandske landeveje. Menuen stod på 145 km stærkt kuperet kørsel i hård vind og byger i udsigt.
Løbet blev startet ved at rytterne en efter en blev sendt afsted efter at have fået skannet sit nummer ind, så i stedet for lige at kunne varme op/fedte den lidt af i starten måtte vi køre hård duo-kørsel i stærk modvind indtil vi efter 20 km kørte op til en mindre gruppe som syntes passende.
Der blev vi så næsten resten af dagen. Gruppen kørte egentlig ikke særligt godt eller harmonisk sammen selvom vi havde fået det danske svar på Richard Virenque med, eller måske netop derfor. Han var en nok forsmået ungdomsrytter, som syntes det var alletiders at bruge sin søndag på at kommandere rundt med 7 motionister, som alle var langt ældre. "rulleskift højre!", "rulleskift venstre!", "tættere på baghjulet!", "vi venter på hinanden!" (selvom han stak på næsten hver en bakke løbet igennem) osv....
Det skal siges at det var en ekstremt hård rute, med virkelig mange skarpe stigninger, så efterhånden som tiden skred frem blev vi brugte, og undertegnede måtte slippe 20 km fra mål. Nic holdt til 3 km før så havde han fået nok af Richard og hans pis! Derudover var vi dagen igennem velsignet af byger og hård blæst.
Jeg har fået min sluttid via mail: Samlet nr. 30 (ud af 1200), 4.09.53. Så Nicolas må ligge omkring de 20 bedste.
Ganske udmærket på trods af at vi begge ikke havde en af vores bedste dage, og glimrende træning!


Og så kan der vist ikke koges mere suppe på den!
Mange hilsner
Jakob

1 kommentar:

erlingo sagde ...

Skønt billede af vor egen Kannibal Niclas i et forrygende ryk væk fra feltet iscenesat af vor teamStrateg JayD ORGAN-isator fritaget fra Gudelige forpligtelser på søndag.